Til forsvar for fordomme

2,569 words

English original here

En ven fortalte mig, for år tilbage, en lignelse om en art hominider der ikke overlevede til at arve Jorden. Disse hominder betragtede hvert evig eneste væsen og tilfælde som aldeles enestående. Når en tiger sprang ud af mørket, og slog klørene i en af dem, førte dette ikke til nogen generaliseringer angående tigre som gruppe. Når en ny tiger begyndte at luske rundt i skyggerne omkring lejrbålet, blev den således ikke vurderet på baggrund af den anden tigers adfærd. Hvis den første tiger skulle komme tilbage, ville de sågar heller ikke dømme den på baggrund af dens tidligere adfærd, fordi det var dengang og det her er nu: To enestående, forskellige situationer.

Men selvom tigre ikke altid er menneskeædere, og menneskeædere ikke altid er sultne, uddøde disse arme væsener, fordi deres problemer ikke kun gik på tigre. De kunne slet ikke lære af deres erfaringer. De var ganske enkelt for dumme til at overleve.

Overlevelse forudsætter evnen til at lære af tidligere erfaringer, således at man kan forudse og endda beherske fremtidlige hændelser. For at gøre dette, må man dog erkende at der ikke kun er enkelte væsener, men eller typer af væsner. Individer tilhører samme type hvis de deler et fælles væsen. Og, eftersom det vi kan gøre er bestemt af vort væsen, kan vi udlede at hvis en tiger er farlig én gang, vil den sandsynligvis være farlig igen senere. Og hvis én tiger er farlig, så er det sandsynligt at andre tigre også er farlige. Således kan vi, hvis én af os bliver dræbt af en tiger, tage fornuftige forholdsregler for at sikre at det ikke sker igen.

At drage slutninger omkring typer baseret på individer kaldes ’induktiv generalisering’. Induktion gør det muligt at slutte at alle individer af en bestemt type er ”på den måde” baseret på ens erfaring med enkeltindivider. Jeg blev syg af de her lilla bær i dag, så de vil nok også gøre mig syg igen i morgen, eftersom hverken deres eller mit væsen nok ikke vil ændre sig i nattens løb. Og eftersom du har det samme væsen som mig, vil de nok også gøre sig syg. Og eftersom de lilla bær på denne busk er de samme som dem på den første, vil de nok også gøre os syge. Dette dyrs kød smager mig godt, så det vil nok også smage dig godt, idet vi deler samme væsen. Og andre dyr af samme type vil nok også smage os godt, da de også har samme væsen.

Induktion lærer os imidlertid også at væsensbestemte egenskaber tenderer til at danne såkaldte ’bell curves’, hvor en stor mængde typiske tilfælde findes i midten, og mindre mængder atypiske tilfælde i begge ender. Typiske lilla bær gør os syge, men på hver busk kan der findes nogle uden skadelig virkning og andre der er direkte giftige. Induktive generaliseringer betyder derfor ”ikke altid, men for det meste.” Eller når det kommer til et individs egenskaber ”Det er ikke alle X der er sådan.” Men de fleste er.

Induktive ræsonnementer er derfor sandsynlighedsbetonede. Der er altid den mulighed at man ikke har at gøre med det typiske tilfælde af en type. Men det er usandsynligligt, da det atypiske per definition er sjældent. Det bliver, efterhånden som vi danner os erfaringer med flere enkeltindivider, mindre sandsynligt at vi har at gøre med særtilfælde, og vore generaliseringer omkring en given type bliver stedse mere fastlåste. Vi danner os endda et begreb om hvilke slags særtilfælde der er typiske.

Skønt det ikke er almindligt sprogbrug, kunne man omtale en veletableret induktiv generalisering som en ’stereotype’, som er afledt af det græske ’stereos’ (στερεός), ’fast’, og det græske ’typos’ (τύπος) eller ’type’.

Induktive generaliseringer tillader os ikke blot at lære af tidligere erfaringer, hvilket primært ville have teoretisk interesse. Induktion har også vigtige praktiske betydninger, for den tillader os at forudse fremtidige hændelser ud fra fortidige, hvilket igen gør det muligt for os at handle fordelagtigt, endda ændre begivenheders forløb og beherske naturfænomener.

Når man kan forudse fremtidige hændelser kan man for-dømme dem. Resultatet af at for-dømme noget er en fordom. Visse fordomme kan, naturligvis, være grundløse og irrationelle – eksempelvis fordomme baseret i dårlige induktive generaliseringer, overtro eller sindssyge – og at handle ud fra dem kan have katastrofale følger. Men velfunderede induktive generaliseringer (stereotyper) er grundlaget for velfunderede fordomme som kan være højst fordelagtige – for eksempel kan de hjælpe os til at diskriminere mellem farlige dyreracer og ufarlige, eller giftige svampe og spiselige, osv.

Ved at give os evnen til at forudse fremtidige begivenheder er induktion grundlaget for praktisk fornuft, der er menneskets vigtigste middel til at overleve. Induktion er også grundlaget for videnskab og teknologi, som tillader os en dybere forståelse af naturen, og derved lader os forudse og beherske hende bedre. Induktion er derfor grundlaget for den vedvarende sejr over naturen som vi kalder modernisering og fremskridt.

Stereotyper og velfunderede fordomme kan sagtens være den induktive tænknings frugter, og grundlaget for almindelig og sund fornuft, videnskab, teknologi og fremskridt Men i dag får vi at vide, når det kommer til at vurdere mennesker, at stereotyper og fordomme er onde og at hvert individ bør dømmes kun på dets egen adfærd, og ikke på grundlag af vedkommendes types tidligere adfærd. Vi får at vide at det er uretfærdigt at vurderer individer på baggrund af gruppetilhørsforhold.

Dette synspunkt er en art fordrejet individualisme. Selv forsvarer jeg en slags aristotelisk individualisme. Jeg fastholder at formålet ved livet er at legemliggøre vore individuelle muligheder for dygtighed og duelighed. Hvad angår politisk, så bør et velordnet samfund opfordre til individuel selvrealisering og dygtighed, så længe det ikke undergraver almenvellet.

Den fordrejede individualisme som jeg afviser, har dog intet at gøre med individuel selvrealisering. Tværtimod, så svarer det grundlæggende til et moralsk påbud om at være dum, idet det er et angreb på induktive generaliseringer som sådan. Og dermed også et angreb på grundlaget for praktisk fornuft, videnskab, teknologi og den moderne verden. Fordrejet individualisme kræver at vi opfører os som de ovennævnte, hypotetiske hominder, der ganske enkelt var for dumme til at overleve.

Fordrejet individualisme er egentligt en art anvendt nominalisme, altså den tanke at der ikke findes væsenstyper, kun individer, og at ethvert begreb om ’typer’ blot er sociale konventioner eller ’konstruktioner’. Retfærdighed forudsætter, ifølge denne fordrejede individualisme, at vi ser bort fra alle grupper – på nær, uvist af hvilken årsag, ’menneskeheden’- og dømmer ethvert individ som et individ, uden forudgående antagelser baseret på hans tilknytning til noget der blot er en konstrueret kategori, så som race. Nominalisme er dog metafysisk forkert. Der findes væsenstyper. De enkelte medlemmer i disse væsenstyper deler iboende egenskaber der gør det muligt for os at foretage sandsynlighedsbetonede forudsigelser omkring dem, ud fra hvad vi ved om deres væsenstype.

En individualist kunne dog indvende at, endskønt nominalisme metafysisk er forkert og der findes væsenstyper, så burde vi stadig se bort fra vore velbegrundede stereotyper og fordomme og vurdere hvert eneste menneske som individ. Med andre er vi nødte til at behandle ethvert menneske som et muligt særtilfælde, på trods af at de fleste af dem ikke er særtilfælde. Hvorfor? Fordi ethvert individ, åbenbart, er af uendelige værdi, så at yde det retfærdighed er et absolut gode og at begå en uretfærdighed imod det er et absolut onde.

Den position er en moraliserende absurditet, idet den ganske enkelt ikke kan udføres. Der er syv milliarder mennesker på planten. Det er umuligt at behandle hver og én som et enestående fænomen, og hvis gjorde forsøget, selv med det begrænsede mængde mennesker vi møder i vore individuelle liv, så ville det opsluge al vor tid, og gøre det umuligt at forfølge vore personlige mål, eller med andre ord, at leve. Fordi formålet med livet er selvrealisering, og vi kun har en kort frist til det, så kan ganske enkelt ikke lære alle, som vi har at gøre med, at kende.

En af de måder civilisationer gør fremskridt på, er at give os midlerne til at håndtere større mængder individer end vi nogensinde kunne lære at kende som individer. Markedsøkonomien, eksempelvis, tillader individer at interagere med millioner af mennesker verden over, gennem et overvejende anonymt, symbolsk medie der, i hvert fald i teorien, tillader alle deltagere at forfølge deres individuelle selvrealisering.

Psykologer har bemærket at det menneskelige sind ikke kan håndtere mere end omtrent 150 personlige forhold, hvilket betyder at hvis vi kun kunne håndtere personer som individer, så ville vor civilisation synke tilbage til et kompleksitetsniveau på linje med en jægersamlergruppe eller en landsby.

Velfunderede stereotyper og fordomme gør meget komplekse samfund mulige, ved at lade os vurdere individer ved et øjekast og så vælge at undgå dem eller ej. Eftersom der er et begrænset antal væsenstyper, skaber vi faktisk kunstige typer med synlige kendemærker – accenter, tøjstil, sågar uniformer – som tillader os at styre igennem komplekse sociale situation ved et øjekast. En neger klædt som en ghettoklovn, eksempelvis, signalerer fare, mens en neger klædt i politiuniform signalerer troværdighed.

For øvrigt, hvis brugen af stereotyper er forkert, hvorfor er det så at folk gør sig så store anstrengelser for selv at passe ind i dem? Vi ønsker alle at finde ligesindede, og at klæde sig på bestemte måder er en af de måder vi signalerer gruppetilhørsforhold, det være sig hipster, slipsedreng, metalhoved, redneck, forretningsmand, karrierkvinde, tøjte, proler, premiehomo, negergangster, osv. Negere gør sig stor ulejlighed for og oppebær store udgifter for at klæde sig som gangstere, for at signalere at de er farlige, eller ønsker at være farlige. Så hvorfor synes hvide kulturradikale så at det er et udtryk for despekt at tage deres signaler alvorligt?

Ideen om at vi altid burde behandle andre som individer underminere også en af modernitetens største gaver: privatlivets fred. Det er populært at beklage det moderne samfunds upersonlige og opdelte facon, men i et mindre og mere personligt samfund, kender alle til alles anliggender. Det kan følgelig være befriende at leve i et samfund hvor de fleste mennesker kun kender dig som det persona du viser udadtil og den måde du bruger dine penge på. For år tilbage fortalte en af mine studerende mig, at var vokset op i en lille by i Georgia, fyldt med nysgerrige, nagende baptister. Hun sagde at hun dårligt kunne vente med at flytte til Atlanta, ”så jeg kunne synde.”

Under hvilke forhold ønsker vi at blive bedømt som særegne fænomener? Vi vil alle gerne have en rimelig behandling når vi sender en jobansøgning afsted eller når vi er for retten. Men selv da, vil vi sandsynligvis forsøge at skjule lige så meget som vi afslører. Vi ved også at arbejdsgivere oftest kun kigger efter de mest overfladiske kriterier fordi de simpelthen mangler tid til at være grundigere. Men vi håber at vi i det mindste kan forvente at opnå retfærdighed fra retssystemet. Udover det, når der ikke står noget virkeligt vigtigt på spil, så er vi tilfredse med blot at navigere ud fra fordomme og stereotyper, altså at foretage de nødvendige satsninger, og så acceptere at andre gør det samme for hvad angår os.

Eftersom ingen hele tiden kan dømme hver evig eneste person som et individ, har det sin ræson at man kun trækker dette påbud frem for at bruge det som et våben imod andre. Både venstre- og højrefløjens universalister bruger det typisk imod enhver form for racisme, nationalisme, tribalisme eller uvilje imod religiøse grupper eller forskellige seksuelle afvigere. (Naturligvis viser det sig, hvis du går disse universalister bare lidt på klingen at de har nogle ret svagt funderede og følelsesladede stereotyper og fordomme hvad angår deres modstandere.)

”Det er ikke alle X der er sådan,” siger universalisterne, hvorved de antyder at det er en dødssynd ikke at tage alle et individs særegne træk i betragtning. Og eftersom gruppetilhørsforhold aldrig kan være grundlag for at udelukke nogen fra vort samfund, så kan der ikke være racemæssige og etnisk homogene samfund, og vi kan hverken fastholde normer for social- eller seksualadfærd. Fordrejet individualisme er altså et redskab til at fjerne vore muligheder for at forsvare vor folkearv og landområde og modstå dekadence. Hvilken slags mennesker prædiker (uden selv at efterleve prædikenen) at ’blindhed’ for hvad angår race, etnicitet, religiøst tilhørsforhold og seksualidentitet skal være et moralsk påbud? Tydeligvis mennesker der ikke vil os det godt.

Hvis du foreslår at man bør diskriminere imod pædofile, så får du at vide at de ikke alle er barneskændere, og at du ikke kan foretage dig noget rettet mod dem, førend de er blevet pågrebet. Hvis du foreslår at man bør diskriminere imod negre eller latinamerikanere grundet deres tilbøjelighed til at begå kriminalitet, så får du at vide at ikke alle er sådan, og at vi ikke kan foretage os noget rettet med dem førend de rent faktisk begår ulovligheder. Hvis du foreslår at man bør diskriminere imod muslimer, fordi deres religion påbyder at lyve, voldtage, begå terrorhandlinger, myrde, slavebinde og omstyrte alle regeringsformer, så får du at vide at vi ikke kan foretage os noget rettet mod dem, førend de rent faktisk har begået et overgreb imod os. Hvis du foreslår at man bør diskriminere imod jøder, fordi de er en fjendtlig elite der arbejder for at fordreje vort politiske system og kultur og udslette vor race ved at fremme ’white guilt’, raceblanding og indvandring på et folkeudskiftningsniveau, så får du at vide at sådan er de ikke alle samme, og at det ville være kollektivistisk at behandle dem som en fjendtlig gruppe. Vi skal behandle alle medlemmer af problemgrupper som var de uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Det er umoralsk at forsøge at adskille os fuldkomment fra problemgrupper. I stedet skal vi give en chance, hvilket egentligt vil sige en chance for at skade os. Og det betyder ingen grænser og ingen normer.

De fordrejede individualister vil måske sågar prøve at hævde den påstand at soldaterne i en fjendtlig hær ikke nødvendigvis alle samme er ude på at slå os ihjel, så det vil være uretfærdigt at slå dem ihjel, bare fordi de bærer våben mod os. Men på dét punkt indser vi hvem de egentligt er. Til den tid er det dog, naturligvis, muligvis for sent.

Som nationalist, tror jeg at racemæssig, etnisk og religiøs mangfoldighed indenfor ét politisk system ikke er en styrke, men en svaghed. De er vedvarende kilder en latent spænding der ofte koger over i form af had og vold. Et sundt samfund kræver ydermere normer hvad angår seksualitet, ægteskab og børneopdragelse. Et samfund må derfor diskriminere. Vi må diskriminere mellem dem der er ’os’ og dem der ikke er. Og indenfor vort samfund, må vi diskriminere mellem det normale og det unormale, det optimale og det suboptimale, det lovlydige og det kriminelle.

Vi kan snildt anerkende at der findes nogle skikkelige negre, muslimer og jøder. Der bare ikke så mange af dem, som vi gerne ville have. Men selv hvis disse grupper er os jævnbyrdige eller overlegne – og de må være os overlegne på nogle punkter – så er de til syvende og sidst bare ikke os, og vi ønsker at skabe samfund til os selv og vore efterkommere. Vi er ikke i færd med at samle et hold til en idrætsbegivenhed eller en stavekonkurrence ved at udvælge højtbegavede særtilfælde fra en lang række forskellige grupper. Vi søger, derimod, at skabe homogene samfund med både gennemsnitlige og udsædvanlige individer, eller med andre ord, organiske hvide samfund, der er ét i både blod og kultur, så hele vort folk har hjemsteder.