Rengøring i Herredet

1.469 ord

En af mine foretrukne dele af Ringenes Herre er Sjette Bog, kapitel 8, ”Rengøring i Herredet”, det næstsidste kapitel i Kongen vender Tilbage.

Efter ødelæggelsen af Ringen og den Mørke Herres nederlag, vender Frodo, Sam, Merry og Pippin hjem til Herredet blot for at opdage, at det er blevet overtaget af fremmede, der har trælbundet og udplyndret hobbitterne og hærget landet.

De hjemvendte veteraner anfører deres folk i et oprør, dræber mange af banditterne og driver resten bort. Derefter opdager de, hvem der stod bag det hele: den fordærvede troldmand Saruman, som bliver forvist fra Herredet. Før han kan komme så langt, bliver han dog dræbt af sin tjener, den forræderiske Slangetunge, der derefter bliver fældet af tre hobbitpile.

Dette kapitel blev udeladt fra Peter Jacksons filmtrilogi (og ligeledes fra Ralph Bakshis animerede udgave), men Jackson hentyder alligevel til det to steder. I Eventyret om Ringen, da Frodo kigger ned i Galadriels spejl, ser han i et syn trælbundne hobbitter og et Herred, der er skæmmet af dystre fabrikker. I den udvidede udgave af Kongen vender Tilbage, opdager Merry og Pippin efter Isengards fald, at Sarumans lagre indeholder varer fra Herredet, hvilket tyder på kontakt af en art.

Men Jackson flytter bade Sarumans og Slangetunges død til Isengards fald. Slangetunge dræber stadig Saruman, men ekspederes videre af en pil affyret af Legolas. Derfor vender Frodo og de rejsefæller tilbage et uforandret Herred. Således er Frodos syn i Jacksons fortælling, bare én mulig fremtid, der forhindres af Sarumans død ved Isengard.

Jeg mener dog stadig, at det er en skam, at ”Rengøring i Herredet” ikke blev filmet, for det er en stærk politisk allegori, der fortsat er relevant i dag. De fleste kommentatorer bemærker blo,t at Rengøringen er baseret på Tolkiens personlige oplevelse af at vende hjem fra Den Første Verdenskrigs skyttegrave til et forandret England. (Der var blevet etablerer overfyldte kolonier af ikke-hvide, primært for at skaffe arbejdskraft til havnebyer, hvilket førte til raceoptøjer i 1919.) Men ”Rengøring i Herredet” går hinsides noget som helst i Tolkiens personlige erfaring. Det er frugten af en selvstændig tanke, en politisk allegori der langt mere minder om de tyske soldaters erfaringer, som de vendte hjem fra Verdenskrigen, til et radikalt forandret land under fremmedherredømme.

Herredet blev undertvunget på følgende måde. Efter Isengards fald, blev Saruman reduceret til en omvandrende ”tigger i vildnisset”, en flygtning. Men dengang han havde magt, udviklede den omvandrende troldmand et vidtrækkende netværk, der nåede helt til Herredet, hvor han vandt sig Lotho Posenborg-Sækkers venskab.

Herredet var et autarkisk agrarsamfund bestående af selvejerbønder og købmænd. Posenborg-Skækker var dog tilstrækkeligt fremmedgjort og ambitiøs til at ønske at ændre ved denne sociale orden. Han begærede mere jord, end han selv kunne opdyrke og daglejere til at opdyrke den for ham, så han kunne blive rig ved at dyrke ’cash-crops’ til eksport. Kort sagt så ønskede han at være en stor kanon med en plantage.

Ved hjælp en af mystisk tilstrømning af kapital fra uden for Herredet (tydeligvis fra Saruman) lykkedes det Posenborg-Sækker at overtage økonomisk nødlidende selvejeres jord (muligvis ved at låne dem penge til ågerrenter for så at opkøbe jorden, når den gik på tvangsauktion), og reducere dem til ansatte på, hvad der engang var deres egen jord. Således blev Posenborg-Sækker en stor mand, kaldte sig ’Chefbetjent’ og siden blot ’Chef’. Da Saruman og Slangetunge ankom som flygtninge, tog han naturligvis imod dem.

Efter at have hjulpet den rodløse og grådige Posenborg-Sækker til magten, indsmigrede Saruman sig hos Chefen og begyndte at indføre en ny orden. Han bragte racemæssigt ubestemmelige fremmede ind for at underkue og terrorisere hobbitterne. Han rekrutterede også hobbitter med en svag karakter — folk som ønskede at føre sig frem og blande sig i andre folks anliggende (i internettiden kalder vi dem ’trolde’) — for voldsomt at udvide politistyrken. Dette var nødvendigt, fordi Saruman ligeledes voldsomt udvidede antallet af regler og regulativer for at knægte og udsuge hobbitterne. Naturligvis førte dette til utilfredshed, så et enormt netværk af spioner og stikkere blev dannet, såvel som kurértjeneste for hurtigt at kunne viderebringe rapporter og ordrer. Dissidenter blev således hurtigt opdagede og fængslede.

Samfundet blev kollektiviseret. Private boliger blev erstattet med hæslige, overfyldte, dårligt opførte boligblokke. Afgrøder og varer blev inddraget ”til rimelig fordeling”. Rationering blev indført for at knække hobbitternes ånd og sænke deres levestandard, hvilket frigjorde ressourcer til at blive fortærede af deres nye herrer eller til at blive eksporterede i bytte for kontanter. Fritid blev beskåret og arbejdstiden blev udvidet. Kunsthåndværk, som var tilstrækkeligt for en æstetisk bevidst og økologisk bæredygtig subsistensøkonomi, blev erstattet af sværindustri, der fremstillede eksportvarer.

Denne industri fik sit brændstof ved en gennemgribende afskovning og forurenede både vand og luft. Men denne ødelæggelse af naturen gik langt udover, hvad der var økonomisk nødvendigt, og afslørede et had til natur og skønhed som sådan. Sarumans virkelige mål var ikke så meget at skabe en ny verden, som at ødelægge den gamle.

Til sidst fik Saruman, for at sikre sit herredømme, i hemmelighed myrdet sin kollaboratør Posen-Borgsækker, da han ikke længere var nødvendig.

Det er en fejl at betragte alt dette som blot en allegori over hjemmehørende kapitalismes opkomst i England. For Sarumans rolle viser at denne proces langtfra var hjemmehørende i Herredet. Hvilket den egentligt heller ikke var i England, for den sags skyld. Saruman repræsenterer en fremmed indflydelse, i særdeleshed den jødiske ånd — rodløs, fremmedgjort, materialistisk og til syvende og sidst nihilistisk — en ånd som er legemliggjort både i jødedommen og i dens åndelige aflæggere, calvinisme og lavkirkelig protestantisme. (Det var den Puritanske Revolution der bragte jøderne tilbage til England)

Og alligevel minder Sarumans magtovertagelse og mord på Posenborg-Sækker ikke om noget, der fandt sted i England. Derimod minder det om den revolution der styrtede den tyske kejser, efterfulgt af forskellige judæo-bolsjevistiske kup, og til sidst den jødisk dominerede Weimarrepublik. Derudover så fandt Sarumans totalitære spion- og stikkersystem og hans ekspropriering af landbrug og beslaglæggelse af varer ikke sted i hverken England eller Tyskland, men i Sovjetunionen, hvilket førte til nogle af historiens største forbrydelser imod det europæiske menneske. Således er ’Rengøring i Herredet’ ikke blot en politisk allegori over engelske forhold, men over alle former for jødisk undergravelse af alle traditionelle samfundsformer.

Men det er også en allegori over, hvordan et folk kan genvinde kontrollen over dets skæbne. Hobbitterne har tabt deres frihed igennem salami-taktikken. Hver dag blev endnu en lille del af deres frihed skåret af, men ikke nok til at forårsage en almindelig opstand, bare en masse passiv knurren, indtil, da det endelig var gået op for dem, hvad der var sket,  var det for sent. Frodo og de andre veteraner, derimod, vendte hjem fra et langt fravær, og forandringen ramte dem på én gang. Den demoraliserede dem ikke langsomt. Den gjorde dem aldeles rasende.

Og som krigsveteraner, vidste de noget om at slås. Herredet blev også kuet, fordi hobbitterne var delte og bange, i bund og grund fordi de havde nydt et roligt og behageligt liv. Frodo og hans kammerater, derimod, var blevet hærdede igennem krigens prøvelser. De lod sig ikke kujonere af fremmede bøller, uagtet deres legemsstørrelse. De besluttede med det samme at rejse oprørsfanen, samle deres folk og rense Herredet for undertrykkerne. Hobbitterne havde længe stønnet under det ny regimes åg. Veteranerne var gnisten, der satte bålet i brand.

Et par indledende træfninger førte til et afgørende slag ved Sidenå, der efterlader næsten 70 fremmede døde og resten enten tilfangetagne eller på flugt. Nitten hobbitter faldt også. Hobbitterne marcherede derefter til Sækkedyb for at støde Saruman fra magten, og sende ham bort uden straf. Fangerne blev også sendt bort uskadte. Disse tåbeligt milde beslutninger over mordere blev retfærdiggjort af Frodo med moralsk og metafysisk sludder, der påminder os om at dette, når alt kommer til atl, er børnelitteratur. Det vil være bedst, om vi ignorerer Frodos ord, når vi får magt over vore fjender.

Den nærmeste historiske analogi til ’Rengøring i Herredet’ er fra Tyskland, hvor de forskellige frikorpsi — bestående af demobiliserede veteraner — knuste judæobolsjevistiske kupforsøg i Prøjsen og Bajeren. Derudover var det efterfølgeren til frikorpsbevægelsen, Det Tyske Nationalsocialstiske Arbejderparti, også ledet af veteraner, der endelige gjorde en ende på Weimarrepublikken. Det er en model, der er værd at tænke over i dag, hvor tusinder af hvide krigsveteraner vender hjem fra en jødisk ansporet krig i Irak, til 30% arbejdsløshed i et hjemland, der oversvømmes og hærges af ikke-hvide indvandrere. De er en politisk blok, der bare venter på en leder.

If you want to support Counter-Currents, please send us a donation by going to our Entropy page and selecting “send paid chat.” Entropy allows you to donate any amount from $3 and up. All comments will be read and discussed in the next episode of Counter-Currents Radio, which airs every weekend on DLive.

Don’t forget to sign up for the twice-monthly email Counter-Currents Newsletter for exclusive content, offers, and news.